FlyLady?!?!

Kill your Demons!

Jeg er opvokset med en far, der drak for meget. Semi-alkoholiseret nok. Det har aldrig været mig uvidst – jeg har altid vidst, at han drak for meget. Men det har (som sådan) heller aldrig været et issue for mig. Det var jo bare sådan han var!?!

Jeg har lige læst en artikel i Politiken, skrevet af min fætter. Hans far drak også for meget. Det vidste jeg også godt. Men her har det sat sig dybe spor.

Mine forældre blev sammen, trods skænderier og druk. De har lige haft 33-års bryllupsdag. Det var der ingen, der havde spået tilbage i ’83, da de blev gift. Flere spåede dem faktisk kun en måned.

Min fætters mor og far gik fra hinanden inden han blev født, og min farbror har været meget fraværende. Måske ligeså fraværende, som min egen far overfor min ældste bror (se evt. min Familie-side). Og måske er det ikke så meget farens druk, som det er hans fraværd, der har haft betydning.

Hvem ved. I hvert fald vil jeg påstå, at det ikke har sat (dybe) spor, at min far drak.

Jeg siger ikke, at det er et sundt miljø for børn at vokse op i – slet ikke. Og jeg er heller ikke uenig i hans mission om, at der skal gøres mere for udsatte familier. Jeg tror faktisk aldrig der kan gøres nok – eller i hvert fald ikke for meget for de familier. Men jeg tror, man skal passe på med at gøre det til en sort/hvidt-ting; at fordi far eller mor drikker, så ødelægger det børnene.

Det er da (unægteligt) synd for ham, at han været social angst det meste af sit liv, men måske var han introvært som person fra start af, og havde udviklet angst uanset; måske er der nogle systemer, der skulle være grebet ind under hans og søsterens barndom, og tingenes tilstand havde været anderledes.

Hvem ved?

Min far og hans ene bror (min fætters far) har altid været lynende intelligente, og at de ikke har bedrevet det til noget mere, end de har, skyldes muligvis omstændigheder i deres barndom, hvor moren døde, da de var helt små og en far, der (også) drak for meget; måske fordi familiekulturen var, at man blev håndværker; måske “dovenskab” eller manglende selvværd.

Hvem ved.

Hvis du spørger min far, er jeg ret sikker på, at han siger, at han havde en god (OK) barndom og ungdom. Også selvom det var ind og ud af børnehjem, tvunget til at spise ostemadder, på Julemærkehjem for at blive fedet op og meget andet. De to drenge stak af fra skolen, for at tage på museer; de læste højt for hinanden fra fremmedordbogen og kan i dag (og bruger flittigt) stadig huske de mest underlige fremmedord. De to drenge var alt andet end typiske. Og måske derfor havnede de, hvor de gjorde; fordi de ikke passede ind i samfundets kasser.

Spørger du mig, har jeg også haft en god og fredfyldt barndom. Selvom den stod på højtråbende skænderier blandt mine forældre, og jævnligt også en genstand eller to i hovedet på min far. God, selvom den ind imellem bestod af frygten for, at de gik fra hinanden.

Er jeg lavet af et særlig materiale? Jeg tror det ikke – jeg tror bare, at jeg er god til at acceptere tingenes tilstand, komme videre, kill my demons…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FlyLady?!?!