Weekendstrabadser – og første anerkendelse af mit lorteliv!

Vi var i denne weekend hos farmor fra fredag til søndag, og her gik det nok for alvor op for mig, hvor dårligt jeg har det for tiden. Jeg var sur fra vi kom til vi gik, fordi det dernede bliver rigtig tydeligt, hvor meget jeg konstant er på ungerne. Fejlen er nok, at jeg forventer en form for aflastning, når vi er sammen med andre; især fra faren, men også dem vi er sammen med (som regel bedsteforældre af en art), men hos farmor er faren bare slet ikke på, men hygger og griner hjerteligt med sin mor imens jeg kan sidde alene et andet sted og underholde vores to børn. Jeg har som udgangspunkt faktisk ikke noget imod at være på børnene, men så vil jeg bare hellere være det derhjemme, hvor jeg selv kan styre om vi skal gå på legeplads eller finde nogle legekammerater at være sammen med. Ungerne ser i øvrigt deres farmor så lidt, at det undrer mig, at hun ikke er mere på dem..

Jeg var sur og ikke mindst ulykkelig det meste af tiden, fordi jeg følte mig fastlåst og på nippet til at “drukne”. Det endte også med et større skænderi, hvor jeg bliver skældt hæder og ære fra fordi jeg er en sur kælling og manden truer med, at vi tager hjem istedet for den planlagte overnatning på Langeland med mine forældre. Sur, ked og fortvivlet går jeg fra dem alle ned i bunden af haven og tuder.. tuder og tænker.. og tuder så noget mere.

Jeg får lov at sidde for mig selv i en times tid og så skal vi køre. Vi kører til langeland, og hele turen derhen er mest stum (og hvor jeg også tuder noget mere..). Vores ophold var egentlig heller ikke noget at råbe hurra for, men jeg havde da flere tidspunkter, hvor faren tog de to piger og jeg kunne få snakket med nogle voksne (mine forældre). Det var virkelig rart, selvom det var skide ærgerligt, at det ikke også blev lidt familiehyggeligt.

Der er sikkert flere faktorer der spiller ind; jeg har lige haft mens, så der er hormoner i kroppen; jeg er fyret fra mit job og ledig om en måned; jeg ser aldrig nogle voksne mennesker, men sidder mutters alene hver dag fra 8.30-15.00 og dem jeg taler mest med, er mødre på barsel og pædagogerne i pigernes institutioner, dvs. det hele handler om børn og “bleer”. Og ja, min dagligdag får så lov at gå med tøjvask, oprydning og indkøb.. Jeg har ikke frivilligt valgt at blive husmoder og jeg kvæles derfor ved tanken om, at det her er mit liv de næste par år. Det har faren slet ingen forståelse for og tror det er en luksus, at jeg går hjemme hver dag..

Nu forsøger jeg mig med en blog om dette hundeliv i håb om, at jeg ikke når i kulkælderen.. Det kan jo også være der når at falde et nyt job af inden med ægte kolleger og kontorplads – man har jo lov at håbe.