Hippiemor #1

Jeg får stort set aldrig passet mine børn (når man ser bort fra daginstitutionerne), og det gør jeg ikke, fordi det som regel føles forkert.

C spørger engang imellem om vi ikke skal smide pigerne til mormor&morfar, så vi kan tage ud og spise sushi. Og det føles bare SÅ forkert i min mave – hvorfor kan de ikke bare komme med? (Jeg ved dog godt, hvorfor de ikke kan det, for den store har tabt tålmodigheden efter 10minutter og den lille faktisk ligeså, så en render rundt med lopper i bukserne, en anden skriger uhæmmet!) Men jeg har ikke fået børn for, at de skal passes – det er nærmest den eneste holdning, jeg havde til det at få børn. Alt andet tager jeg, som det kommer. Så medmindre jeg skal noget, hvor de bare ikke kan være med (fx møder og kurser), så er de mit ansvar og en del af mig.

“Ej, men I skal også huske at have alenetid og være kærester”.

C er hjemme hver dag kl. 15.00, pigerne hentes tidligst kl. 16.00 – det giver også en daglig time, hvor vi kan være kærester. Det må kunne klares der! Fredag er han faktisk allerede hjemme kl. 12.00.

Jeg er sammen med pigerne 1,5 time om morgenen og fra 16-19/20-stykker om aftenen til hverdag – det er vitterligt ikke særlig meget, og de er stadig så små.

Det kan godt være, at jeg bare er en pyldremor, at jeg bare gerne vil være sammen med mine unger, at det bider mig i røven senere, at jeg ikke har “trænet” dem i at blive passet af bedsteforældrene – jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at det for tiden føles helt forkert at få dem passet, for at C og jeg kan gå ud og spise eller tage i biografen, så derfor bliver de det ikke.

I vores familiekonstellation fungerer det her – i andre vil det fungere at få børnene passet.