Når livet er en lang lort

Kender I det, når livet bare stinker?

Jeg har den seneste tid (læs: pt. hele januar) syntes, at livet var helt forfærdeligt og jeg har mest af alt haft lyst til at skride fra det hele; Hjemmet lignede lort dels pga. nytåret, hvor jeg aldrig fik lejligheden helt på fode igen, men især pga. den uge, jeg var på skole og afsted fra syv morgen til sytten aften – noget min familie bare slet ikke er vant til. Ugen efter valgte ungerne selvfølgelig at blive syge, så der blev heller ikke ryddet op udover at feje til bunke og ind i diverse hjørner.

Derudover har C arbejdet længe stort set alle dage, da han har bygget på sin reserve-cykel, så vi havde set minimalt til hinanden i 3 uger – og når jeg endelig kunne komme retur fra soveværelset efter putning af unger, så var han ude at køre. Amen great!

Så jeg har været sur kælling længe, hvilket selvfølgelig smitter af på alt og alle, så ungerne har også hængt mig langt ud af halsen.

I går mandag var ingen undtagelse, og jeg havde nær kværket den store nede ved børnehaven – hun gad slet ikke afsted (det er jo hyggeligere at være hjemme og se tablet dagen lang (tal om at gøre en bjørnetjeneste much)) og pjevsede på den mest irriterende og falske måde. Hun var ikke rigtig ulykkelig, men er begyndt at forstå, hvilke tangenter man skal spille på, så hun tudede helt hysterisk og højt – så højt, at jeg ikke kunne høre mine egne tanker, og så er det jeg bliver vanvittig. Hun endte med grædende at blive overleveret til en voksen, og så gik jeg og lillesøster.

Fed start på ugen – bare skyd mig nu, tænkte jeg!

Hjemme fik jeg kl 13.00 endelig taget mig sammen til at ordne lejligheden; strategien var ét rum og én bunke ad gangen og nå så meget som muligt. Jeg fik ryddet op og støvsuget over alt, og taget køkkenet. Vi har nu gulv igen – yeah! Det tager bare SÅ meget af min stress, at vi igen kan ånde herhjemme, ikke konstant får krummer under fødderne eller falder i legetøj.

Da jeg skulle hente møgafkommet, var bussen forsinket og de landede en hel time senere end normalt. Men hun var “glad” og vi trillede hjem, og der var ingen problemer eller noget. Her til morgen har også været den bedste morgen i umindelige tider, hvor hun både har spist og fået tøj på uden at skrige ad mig (score). Hun nåede sågar ind og tisse hos mormor&morfar uden problemer, og i børnehaven havde vi tid til at lege og snakke, og vi sagde farvel på den gode, gamle facon.

Nu håber jeg, at det her holder læææænge, og ikke vender igen, når jeg om to uger igen skal på skole og hjemmet eksploderer…